Jeg voksede op med den overbevisning, at for at modtage kærlighed, skulle jeg fortjene den – gennem gode karakterer, præstationer og upåklagelig opførsel. Så jeg fulgte den forventede vej: fremragende karakterer, en universitetsgrad og et sikkert job i en stor virksomhed tæt på hjemmet. Jeg blev den "gode pige", og ved at gøre det mistede jeg mig selv. I hvert trin begravede jeg en anden del af, hvem jeg var, for at blive den version af mig selv, jeg troede, jeg skulle præsentere for at høre til.

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg til sidst indså, hvad der skete. På et tidspunkt indså jeg, at jeg jagtede et internaliseret ideal, og at denne stræben skabte lidelse for både mig og mine forhold. Så i et øjeblik af klarhed og mod sagde jeg op fra det, der skulle være mit drømmejob (hvis drøm var det egentlig?) og begyndte at søge efter mig selv igen – efter den følelse af helhed og mening, der kommer af at leve i sin egen hud snarere end i det betingede billede af, hvem man tror, ​​man burde være.

Jeg viede år til denne søgen gennem personlige projekter, psykoterapi og utallige forsøg på at finde mig selv igen. Så blev min datter født, og hun bragte mig gaven af ​​Ikkevoldelig Kommunikation (NVC). Jeg var dybt engageret i at opbygge et forhold til hende baseret på gensidig respekt og tillid, men alligevel fandt jeg mig selv ude af stand til at gøre det. I vores tidligste interaktioner så jeg mig selv reagere på automatiske måder, der var smertefulde for os begge.

Så jeg blev ved med at søge, indtil jeg i 2019 stødte på Ikkevoldelig Kommunikation: Livets Sprog (Le parole sono finestre oppure muri). Fra det øjeblik begyndte jeg en intens og vedvarende rejse med at praktisere Ikkevoldelig Kommunikation.

For første gang begyndte brikkerne i puslespillet at falde på plads. NVC hjalp mig med at genoprette forbindelsen til noget, der altid havde været der i mig, skjult under lag af betingning. Jeg lærte at lytte til mig selv, genkende mine behov og vælge, hvordan jeg ville reagere på livet, øjeblik for øjeblik. For første gang følte jeg, at jeg havde fundet vejen hjem – til mig selv som et unikt og uerstatteligt menneske, samtidig med at jeg fundamentalt set var ligeværdig med alle andre.

I 2021, efter tabet af mit andet barn, følte jeg et dybt ønske om at ære den smerte ved at forvandle den til et bidrag til livet. Jeg tilmeldte mig en rådgivningsskole baseret på ikke-voldelig kommunikation, og året efter begyndte jeg den internationale certificeringsproces for at blive CNVC-certificeret træner. Jeg var dybt bevidst om, at ikke-voldelig kommunikation er en af ​​de sjældne skatte, der multipliceres, jo mere den deles.

I løbet af disse år har jeg fortsat med at transformere de sår, overbevisninger og måder at være på, der gjorde det vanskeligt at få kontakt med mig selv og andre, i tillid til, at dette indre arbejde kan bidrage til at bringe et mere medfølende perspektiv ind i verden og dyrke "en flow mellem mig selv og andre baseret på gensidig gave fra hjertet", som Marshall Rosenberg beskrev det.

I dag ledsager jeg enkeltpersoner, par og grupper gennem træning, rådgivning og mægling. Det, der vejleder mig, er ønsket om at støtte større bevidsthed ved at belyse de overbevisninger, vi har lært at holde fast i, så der kan åbnes plads til forandring. I mit arbejde er det vigtigt at skabe et miljø med ubetinget velkomst, hvor mennesker kan føle sig trygge, set og hørt. Jeg har tillid til, at når vi har adgang til hele spektret af vores behov, kan vores naturlige evne til omsorg, medfølelse og spontant bidrag til livet komme til syne.

Jeg har en særlig passion for uddannelse og forældreskab. Jeg tror, ​​at den betingning, vi modtager fra den tidlige barndom, gradvist distancerer os fra vores medfødte empatiske natur. At ændre den måde, nutidens voksne ser sig selv og andre på, skaber plads til, at fremtidige generationer kan vokse op friere og mere bevidste.

Drømmen, der inspirerer mit arbejde, er drømmen om et ikke-hierarkisk samfund, der er orienteret mod livet og designet til alles velbefindende – et samfund, hvor ethvert menneske bringer lys blot ved at eksistere. Et samfund, hvor alle er frie til at være sig selv, fordi deres unikke karakter anerkendes som det spontane og essentielle bidrag, der tillader både tilhørsforhold og selve livet at blomstre.