Jeg arbejder som folkeskolelærer i en mangfoldig klasse, hvor socialt og følelsesmæssigt udsatte og velstøttede børn fra familier med vidt forskelligartet baggrund lærer sammen. I denne heterogenitet er det en daglig udfordring at skabe et fællesskab, hvor alle føler sig trygge og velkomne. Ikkevoldelig kommunikation hjælper mig med dette. Jeg er så taknemmelig for, at jeg nu finder måder at se alle på og støtte forældre og børn i at blive et fællesskab. Jeg kan hjælpe alle børn med at udvikle deres potentiale og deres helt særlige styrker.

I mit liv med min familie: Giraffen sidder ved vores bord. Den hjælper mig med at huske, at alt, hvad vi gør, opfylder et behov. Min 15-årige søn bliver ved med at vælge strategier, der udfordrer eller trigger mig. Igen og igen ser jeg mine emner bevidst, så jeg kan udvikle mig og finde ud af, hvad jeg virkelig vil. Det vigtigste for mig er at holde kontakten, uanset hvor høje bølgerne er; det kan jeg øve mig med ham så ofte.

At give min 9-årige plejedatter tryghed og kærlighed, og samtidig give hende den vejledning, hun har brug for, er noget, jeg kan bringe til bevidsthed og reflektere over igen og igen med Ikkevoldelig Kommunikation. Især kontakten med hendes biologiske forældre, som desværre er psykisk syge og traumatiserede, udfordrer mig. Jeg ser deres store smerte og deres behov, og samtidig min plejedatters og vores families behov, og vi har et stærkt behov for beskyttelse og tryghed. Jeg er så taknemmelig for, at jeg kan føle dyb empati for hendes forældre og samtidig anvende en beskyttende kraft.

For mit behov for personlig frihed og autonomi plejede jeg at vælge strategien med at leve i åbne forhold. Jeg har kun været i et monogamt forhold i tre år. (Hvor heldigt, at min partner også elsker og lever NVC!) At mærke mine behov og komme med modige, ærlige anmodninger er et eventyr og et stort læringsfelt for mig, da jeg altid tager fuldt ansvar for mine behov og lader ham tage ansvar for sine behov også. Frem for alt har jeg dog opdaget, at jeg finder den frihed, jeg søger, i mig selv ved at acceptere mig selv og lade mig selv være, som jeg er.

Som NVC-træner arbejder jeg også med mennesker (ofte undervisere), der ikke deltager frivilligt i NVC-træning. Jeg er også taknemmelig for at kunne arbejde med disse mennesker, der er skeptiske over for NVC. At tilpasse sig dem og mærke i øjeblikket, hvad de har brug for, og hvordan jeg kan nå dem, så der skabes en forbindelse mellem os, udfordrer mig, og jeg synes, det er spændende.