Jeg husker tydeligt det øjeblik, jeg første gang hørte om Ikkevoldelig Kommunikation. Jeg var landmand og mor til fem børn og var i gang med at uddanne mig til Waldorflærer. I den tid havde jeg et stærkt ønske om at udvikle mig selv og forbedre mine evner til at støtte unge mennesker i at udvikle sig individuelt. Men år med intense udfordringer gik, indtil GFK greb fat i mig igen i 2008 og aldrig har givet slip siden. På det tidspunkt gjorde citatet "Vil du have ret, eller vil du være lykkelig? Du kan ikke være begge dele" et dybt indtryk på mig. Jeg begyndte at stoppe op og reflektere over, hvad der var vigtigt for mig som livskvalitet.

Jeg opdagede hurtigt, hvilken dybtgående forandring jeg kunne bringe i mit liv ved at droppe ønsket om at have ret, tage ansvar for mine følelser og behov og give slip på forventningerne om, at andre skulle være, som jeg ønskede, de skulle være. Det tog dog år at overvinde dybt indgroede mønstre og virkelig omfavne denne nye version af mig selv. Tvivl på mig selv blev ved med at dukke op og forhindrede mig i at finde min indre styrke og dyrke en medfølende holdning til mig selv og andre.

Når jeg tænker på alle mine ledsagere og trænere på denne rejse, især Marshall Rosenberg (som jeg havde fornøjelsen af ​​at møde kort), fyldes mit hjerte med taknemmelighed og kærlighed for den berigelse, de har bragt ind i mit liv. Jeg vil især gerne nævne Simone Anliker, Patricia og Benedikt fra Fokus Empathie, og min assessor Michael Dillo. Disse coachingpersonligheder har givet mig en udfordrende og intensiv læringsoplevelse, som jeg er yderst taknemmelig for.

IVK har gennemsyret mit liv og berørt alle aspekter af det. I min rolle som socialterapeut, mor og partner har jeg observeret, hvordan forudfattede meninger om, hvad der er godt for andre, hvad der forventes, hvad der gøres af ren pligt eller fordi det er "normalt", bringer enkeltpersoners eller hele samfundets velbefindende i fare. Såkaldte hjælpende handlinger kan hurtigt blive krænkende, velmenende handlinger kan føre til traumatiske oplevelser, og kritik kan ende i en blindgyde. At genvinde den livskraft, der er til stede i ethvert menneske (den guddommelige energi), og som længes efter at manifestere og udfolde sig i et trygt rum, kræver mindfulness og nye strukturer.

For mig er det blevet afgørende at sætte spørgsmålstegn ved gammel tænkning, der ofte er blevet rodfæstet i fællesskabers strukturer, og at praktisere åbne og ikke-dømmende møder. Det betyder at dyrke observation, inklusive af min egen tænkning, og praktisere dette sammen med andre. I denne mindful "bevidsthed" oplever jeg essensen af ​​livet, der nærer mig og andre
med kærlighed.

Som ledsager og coach ønsker jeg at se mig selv som en jordemoder, der ledsager fødselsprocesser uden at lade som om, som åbner plads til ressourcer og støtter smertefulde faser kærligt og empatisk. Jeg ønsker at være en person, der i enhver situation spørger, hvilken andel af ressourcer jeg kan bidrage med, og som bevarer åbenhed og nysgerrighed for det, der ønsker at opstå på ny.