Jeg er 35 år gammel og læste Marshalls bog i 2013. På det tidspunkt var jeg virkelig interesseret i buddhisme og menneskets spirituelle natur. Men der manglede noget: hvordan forener man sin hverdag og sine problemer, sine traumer og sin historie med sin spirituelle side?
At læse Nonviolent Communication: A Language of Life gav mig de svar, jeg havde brug for, og jeg begyndte at øve mig selv, hver dag. Før jeg faldt i søvn, gennemgik jeg min dag og forsøgte at finde mine/andre menneskers følelser og behov (opfyldte eller udækkede). 
Første gang jeg mødte en NVC-træner, forankrede det virkelig min praksis i min krop, jeg fik en dybere og klarere forståelse af NVC. Samtidig tænkte jeg "okay, jeg vil være der, hvor hun er, på et tidspunkt i mit liv, det er der, jeg vil bidrage til livet". Et par år senere begyndte jeg for alvor og øvede og øvede og øvede....

IVK hjalp mig virkelig til at være mere medfølende over for andre, når de handler på en måde, der ikke opfylder mine behov. Jeg kan forstå, hvor de kommer fra, relatere til dem og dermed byde velkommen, hvor de er. Jeg kan også virkelig smage glæden ved at give, glæden ved at modtage.

Hele mit liv har jeg hørt, at jeg var for intens, følte for stærke følelser omkring ting, og at det var en ekstra lidelse ikke at blive forstået. Nu byder jeg denne intensitet velkommen og kan forstå dens kilde og handle på en måde, der kan imødekomme mine og andres behov.

Jeg er nu folkeskolelærer og kan helt sikkert se, hvordan det at leve NVC for mig selv påvirker de børn og voksne (kolleger, forældre), jeg interagerer med. Jeg vil gerne dele NVC med mine lærerkolleger, så de kan leve det for sig selv og blive rollemodeller for børnene. I dag føler jeg mig mere i fred, end da jeg var en yngre voksen, og jeg vil gerne dele NVC, så andre kan finde deres egen vej.