Måske mødes vi, fordi vi skal deltage i et træningskursus sammen, under et trænermøde, eller bare fordi du er nysgerrig efter at læse disse linjer. At lære NVC har ændret mit liv, "på godt og ondt"
Da jeg var lille, hadede jeg den magt, voksne havde over børn – i familien, i skolen, på gaden, i biografen, hos lægen... Og nu hvor jeg er blevet mor, gentog jeg holdninger, som jeg havde lovet ikke at reproducere. For at give mig selv midlerne til at gøre tingene anderledes med min søn, deltog jeg i mit første praktikophold. Dette gjorde det muligt for mig at huske, at følelser er porten til det, der er vigtigt for mig, og at udtrykke det på en måde, der øger mine chancer for at blive hørt.
Jeg styrkede yderligere min evne til at lytte til andre – min familie og venner, mine kolleger og især de elever, jeg bød velkommen til på skolens sygeplejerskekontor. Sammen med dem udførte jeg forebyggende og sundhedsuddannede tiltag ved at udvikle deres psykosociale færdigheder. Efter 30 år i det spændende sygeplejerskeerhverv, først inden for tværfaglig intensiv pleje og derefter inden for skolesundhed, kunne jeg skrive en bog fuld af anekdoter, der illustrerer alt, hvad jeg savnede før ikke-kompetitiv pleje, og alt, hvad det bragte mig. Kvaliteten af nærvær over for sig selv og andre, empatisk lytning, opmærksomhed på gensidige behov og autentisk udtryk har alle været transformerende.
Min tørst efter at lære fik mig til at møde mange mennesker. Jeg blev til tider betaget af de certificerede undervisere, jeg mødte. Opdagelsen af, at ikkevoldelig kommunikation (NVC) var en måde at bidrage til dybtgående social forandring og en bedre deling af ressourcer, gav dens formidling så stor betydning, at jeg i 2020 påbegyndte certificeringsprocessen for at blive underviser.
I 2021 indså jeg, at jeg havde oplevet manglende respekt for mit samtykke, misbrug og ansvarsfraskrivelse i et forhold – alligevel ikke så kærligt – med en certificeret træner. Jeg lærte også, at andre kvinder havde lignende oplevelser, enten med denne træner eller andre. Flere af os nævnte, hvad vi havde været igennem: psykologisk, sexistisk og seksuel vold. Denne oplevelse hjalp mig med at forstå brugen og gentagelsen af visse voldsmekanismer baseret på hierarkiske ideologier, og jeg blev bevidst om voldens systemiske natur.
Siden da har jeg lært, stillet spørgsmålstegn ved, forsket i og opdaget måder at undervise i vold mod kvinder, der tager højde for racisme, sexisme, evnediskrimination, klassisme og voksendominans. Ved at navngive sexistisk og seksuel vold i det franske vold mod kvinder, forstod jeg hurtigt, at handlinger af systemisk undertrykkelse, ligesom andre steder, er mulige, fordi den struktur, de forekommer i, tillader dem at ske. Jeg mødte og blev ledsaget af mennesker, der gav mig et konkret engagement og hjalp mig med at opleve, hvad det vil sige at være en allieret.
I CNV-netværket i Frankrig så og oplevede jeg mekanismerne for systemisk beskyttelse: minimering, benægtelse af kollektivt ansvar, overfladisk empati, der ignorerer kontekst, fravær af kontekstualiseret empati, en ækvivalens mellem gerningsmænds og ofres behov, overbeskyttelse af gerningsmænd, forvirring mellem konflikt og aggression, usynlighed, tavshed og ofres selvudelukkelse for at sikre deres egen sikkerhed.
Siden da har jeg fortsat med at lære at navngive disse universelle mekanismer i magtrelationer og at udtrykke betingelser og begrænsninger. Jeg har også erkendt nogle af mine egne blinde vinkler, lært at anerkende dem og taget ansvar, når jeg bidrager til at reproducere disse samfundsmønstre – især når jeg er i en privilegeret position. Dette har lært mig ydmyghed og hjulpet mig med at se certificering for, hvad det repræsenterer for mig: et skridt på en livslang rejse. Det er ikke så meget en træners forståelse af NVC, der betyder noget, men den holdning, de repræsenterer i dagligdagen.
Jeg ønsker at formidle en engageret NVC, der giver mennesker mulighed for at positionere sig og handle konkret – individuelt og kollektivt – for en reel hensyntagen til vores fælles behov.
Peut-être allons nous nous rencontrer parce que nous participerons à un stage ensemble, ou lors d’une rencontre de formateurice ou juste parce que vous avez la curiosité de lire ces lignes. L’apprentissage de la CNV a changé ma vie « pour le meilleur et pour le pire ».
Petite, je détestais ce rapport de domination que les adultes avaient sur les enfants : dans la famille, à l’école, dans la rue, dans les films, chez le médecin… Et voilà qu’une fois devenue maman, je répétais des attitudes que je m’étais promise de ne pas reproduire. Alors, pour me donner les moyens de faire autrement avec mon fils, je participe à mon premier stage. Cela m’a permis de me rappeler que les émotions sont la porte d’accès à ce qui est important pour moi et l’exprimer d’une façon qui augmente mes chances d’être prise en compte. J’ai renforcé encore plus mes capacités d’écoute des autres : ma famille et mes amis, mes collègues. Et surtout les élèves que j’accueillais dans mon bureau d’infirmière scolaire et auprès desquels je menais des actions de préventions et d’éducation à la santé en développant leurs compétences psychosociales. Avec 30 ans d’exercice du métier passionnant d’infirmière en réanimation polyvalente puis en santé scolaire, je pourrais écrire un livre rempli d’anecdotes qui illustreraient tout ce qui m’a manqué avant la CNV et tout ce qu’elle m’a apporté. La qualité de présence à soi ET à l’autre, l’écoute empathique, l’attention mise sur la prise en compte des besoins mutuels, l’expression authentique…
Ma soif d’apprendre m’a amené à rencontrer de nombreuses personnes. J’ai parfois été « subjuguée » par les formateurices certifiées que j’ai croisé. La découverte que la CNV était un moyen de contribuer à une transformation sociale profonde pour un meilleur partage des ressources donnait un tel sens à sa transmission que je suis entrée sur le parcours de certification pour devenir formatrice en 2020.
En 2021, je réalise que j’ai vécu du non respect de mon consentement, de l’abus et du déni de responsabilité dans une relation, pas si amoureuse que ça finalement, avec un formateur certifié et que c’est aussi le cas d’autres femmes avec ce formateur ou avec d’autres. Nous sommes plusieurs à nommer ce que nous avons vécu : des violences psychiques, sexistes et sexuelles. Cette expérience m’a permis de comprendre l’utilisation et la répétition de certains mécanismes de violences basées sur des idéologies hiérarchisantes et je prends conscience du caractère systémique de la violence. Depuis je m’informe, je questionne, je cherche, j’apprends comment transmettre une CNV prenant en compte le racisme, le sexisme, le validisme, le classisme, …. et la domination adulte. En nommant les violences sexistes et sexuelles dans le réseau CNV français, j’ai très vite compris que, comme ailleurs, les actes d’oppressions systémiques sont rendu possible parce que la structure dans laquelle ils se produisent rend cela possible. J’ai rencontré et été accompagnée par des personnes qui se sont engagées concrètement à mes côtés et m’ont fait vivre la posture d’alliée. Dans le réseau CNV en France j’ai vu et vécu les mécanismes de protection systémique : La minimisation, le déni de responsabilité collective, une empathie de surface qui ne prends pas en compte le contexte des faits, l’absence d’empathie située par rapport au contexte des faits, une mise en équivalence des besoins des auteurs d’actes et des victimes, la surprotection des auteurs, la confusion de traitement entre un conflit et une agression, l’invisibilisation, la silenciation, l’auto-exclusion des victimes pour assurer elle-même leur sécurité …
Depuis, je continue à apprendre à nommer ces mécanismes universels dans les rapports de domination et à exprimer des conditions et des limites. J’ai également vu certains mes propres angles morts, appris à les dire et à en prendre la responsabilité lorsque je contribue à reproduire ces schémas de fonctionnements sociétaux, en particulier lorsque je suis en situation privilégiée. Cela m’a appris l’humilité et à voir la certification pour ce qu’elle représente pour moi : une étape sur un chemin de vie. Ce n’est pas tant la compréhension que l’on a de la CNV comme formateurice qui compte que la posture que l’on incarne au quotidien en tant que personne.
Je souhaite transmettre une CNV engagée et qui redonne le pouvoir de se positionner et d’agir concrètement, individuellement et collectivement, pour une réelle prise en compte de nos besoins mutuels.