Min rejse med Ikkevoldelig Kommunikation (NVC) begyndte i 2017, midt i en personlig storm: min skilsmisse og bruddet med en familie med fire børn. I den periode med dyb sårbarhed mødte jeg NVC, ligesom man finder en redningskrans, når man kæmper med at holde hovedet oven vande. Meget hurtigt følte jeg, hvor dybtgående denne tilgang kunne forandre min livsopfattelse og genoprette forbindelsen til menneskeheden.
Tre indsigter markerede min begyndelse:
- Jeg har behov.
- Mine tanker er ikke mine følelser.
- Jeg er ansvarlig for, hvad jeg føler.
Disse fundamenter udløste et sandt indre jordskælv og åbnede en vej til transformation, der gjorde mig mere levende, friere og mere i overensstemmelse med mig selv. Lidt efter lidt fandt denne nye måde at være på sin plads i mine relationer og omgivelser. Jeg opdagede en anden måde at forholde mig til: mere autentisk, mere respektfuld, mere nærende.
Gennem årene har jeg fundet – og opbygget – et fællesskab af læring, praksis og støtte. Det bar mig, inspirerede mig, nærede mig ... og gav mig muligheden for at dele.
Da jeg allerede var kommunikationstræner, fortsatte min rolle naturligt ind i ønsket om at dele NVC med autenticitet. Det er gennem denne deling, at NVC blev rodfæstet i mit liv, ud over min personlige erfaring. Certificering fremstod for mig som et naturligt skridt: en måde at ære det, jeg modtog, og at give det videre til min side.
I dag, som selvstændig træner, føler jeg mig legitim og rustet til at fortsætte denne formidling. Jeg har en særlig følsomhed over for par- og familierelationer gennem praktiske workshops, og jeg har også mulighed for at arbejde inden for sundhed, uddannelse, psykosociale og fængselsvæsener.
Det er inden for disse rum, at jeg ønsker at fortsætte med at åbne veje for transformation – både individuelt og kollektivt.
Mon chemin avec la Communication NonViolente a commencé en 2017, au cœur d’une tempête personnelle : mon divorce et l’éclatement d’une famille avec quatre enfants. Dans cette période de grande vulnérabilité, j’ai rencontré la CNV un peu comme on trouve une bouée quand on lutte pour garder la tête hors de l’eau. Très vite, j’ai senti combien cette approche pouvait transformer ma vision de la vie et me relier profondément à l’humanité.
Trois prises de conscience ont marqué mes débuts :
- J’ai des besoins.
- Mes pensées ne sont pas mes sentiments.
- Je suis responsable de ce que je ressens.
Ces fondations ont provoqué un véritable tremblement intérieur et ouvert un chemin de transformation qui m’a rendue plus vivante, plus libre et plus alignée avec moi-même. Peu à peu, cette nouvelle manière d’être s’est invitée dans mes relations et mon environnement. J’ai découvert une autre façon d’être en lien : plus authentique, plus respectueuse, plus nourrissante.
Au fil des années, j’ai trouvé — et construit — une communauté d’apprentissage, de pratique et de soutien. Elle m’a portée, inspirée, nourrie… et offert l’opportunité, à mon tour, de transmettre.
Déjà formatrice en communication, mon rôle a naturellement trouvé sa continuité dans l’élan de partager la CNV avec authenticité. C’est dans ce partage qu’elle s’est enracinée dans ma vie, au-delà de ma propre expérience. La certification m’est apparue comme une étape naturelle : une manière d’honorer ce que j’ai reçu et de le transmettre à mon tour.
Aujourd’hui, comme formatrice indépendante, je me sens légitime et équipée pour poursuivre cette transmission. Je garde une sensibilité particulière pour les liens de couple et de famille, à travers des ateliers de pratique, et j’ai aussi la chance d’intervenir dans des milieux de la santé, de l’éducation, psychosociaux et pénitentiaires.
C’est dans ces espaces que je souhaite continuer à ouvrir des voies de transformation, à la fois individuelles et collectives.