Selvom jeg voksede op med det pædagogiske princip, både i min familie og i skolen, om "hård kærlighed", modsatte en del af mig som barn sig altid tanken om, at dette var acceptabelt!
Da jeg skulle til at blive mor, stødte jeg på NVC med den hensigt at forestille mig en anden vej. Det var da, jeg blev bevidst om den snigende vold i de ord, jeg havde gjort til mine egne, og at for at ændre mit forhold til andre ville jeg være nødt til at ændre den måde, jeg forholder mig til mig selv på. Jeg begyndte en lang rejse mod større medfølelse, startende med mig selv.
Derefter tog jeg en anden overbevisning til mig, nemlig at forandring på individuelt niveau ville være nok til at en mere fredelig verden kunne udvikle sig. Selv hvis denne betingelse er nødvendig, er den bestemt ikke tilstrækkelig. Det kræver også, at vi ændrer vores overbevisninger, vores myter og vores kollektive fortællinger, og at vi arbejder på at hele på begge fronter - ofre og gerningsmænd - så alt ikke er forgæves.
Derfor er jeg glad og taknemmelig for, at I byder mig velkommen i dette fællesskab, der er på vej til at nære inspiration, mod og modstandsdygtighed, vel vidende at ingen beder mig om at få succes, kun om at tage et skridt mod lyset. Det vigtige, midt i verdens omvæltning, er ikke at lade faklen slukkes.
Même si j’ai grandi avec le principe éducatif, en famille comme à l’école ‘ Qui aime bien châtie bien ‘ une part de moi enfant a toujours résisté à l’idée que cela était acceptable !
Alors que j’allais devenir maman, j’ai rencontré la CNV notamment dans l’intention d’imaginer un autre chemin. Là j’ai pris conscience de la violence insidieuse des mots que j’avais fait mienne et que pour changer mon rapport aux autres, cela demanderait de changer la manière d’entrer en relation avec moi-même. J’ai entamé un long périple vers plus de compassion, en commençant par moi.
J’ai alors cheminé avec une autre croyance qui était que le changement au niveau individuel suffirait pour qu’un monde plus en paix se déploie. Même si cette condition est nécessaire elle n’est certes pas suffisante. Cela demande aussi de changer nos croyances, nos mythes et nos récits collectifs ainsi que de travailler à guérir sur les deux fronts, victimes et bourreaux, afin que tout ne reste pas vain.
Et c’est pourquoi je me réjouis et vous remercie de m’accueillir dans cette communauté en mouvement afin d’y nourrir inspiration, courage et résilience avec la conscience que personne n’exige de moi que je réussisse mais seulement que je franchisse un pas en direction de la lumière. L’important, dans le fracas du monde est de ne pas laisser s’éteindre le flambeau.
