Jeg lærte Ikkevoldelig Kommunikation at kende ved et tilfælde i 2011, da jeg ledsagede mine forældre til et introduktionsseminar, og jeg blev straks imponeret: alt ved Ikkevoldelig Kommunikation virkede så smukt klart og enkelt for mig, og det var meget let at forstå intellektuelt. I de følgende år kom jeg gradvist til at erkende, at Ikkevoldelig Interaktion er simpel, men langt fra let, når man har levet i årtier i et samfund, hvor belønning og straf er dagens orden.

Især med mine børn, men også som leder, havde jeg utroligt høje forventninger til mig selv og var hård ved mig selv, hvis jeg ikke lykkedes med at gøre mine medmennesker "glade". Jeg var ofte usikker, fordi jeg ville gøre det "rigtigt" for enhver pris og mistede min proportionssans. Inderst inde troede jeg, at det var vigtigere at tage ansvar for andre og deres behov end at tage ansvar for mig selv og mine behov.

Jeg længtes efter selvkærlighed og accept. Men det krævede en ægteskabelig krise og den store smerte, den forårsagede, at jeg endelig kunne stå op for mig selv og mine behov. Undervejs lærte jeg, at vrede gør mig i stand til at elske mig selv, hvis jeg genkender den i tide og transformerer den til klarhed. Mine relationer – med min mand, min familie og mine medmennesker – er blevet mere levende for mig siden da, og jeg har opnået en masse tryghed.

Som NVC-træner ønsker jeg at inspirere andre mennesker til at tage sig selv alvorligt, at stå op for sig selv uden vold og at tage risikoen ved at være uperfekt. Jeg ønsker at bidrage til et empatisk og levende fællesskab – ikke kun mellem os mennesker, men i forbindelse med alt levende.