Med denne ekstraordinære monolog om tilgivelse og befrielse, efter et liv med misbrug, i eksil fra sit land, hertugdømmet Milano, bryder Prospero den magiske kunst, han lærte at udøve på øen, som hjalp ham med at øve retfærdighed, frikender sine bødler, befrier naturens og det godes (Ariel) og ondskabens ånd (Caliban, der ironisk nok lover at opføre sig retfærdigt og ærligt) og beder om overbærenhed fra os, det læsende og seende publikum.